Bag om

Jeg har den overbevisning, at vi alle er medskabere af det liv, vi lever. Vi skaber vores virkelighed ud fra det, vi fokuserer mest på. Bevidst eller ubevidst. Det er dog ikke helt så simpelt, som det lyder, da vores overbevisninger også formes ud fra vores opvækst og de erfaringer, vi har gjort os i livet. Det gælder både de erfaringer vi har i vores tanker og dem, vi har lagret i vores krop. Vi kan godt ønske os noget og gå og tænke på det, visualisere og meditere på det. Men hvis der sidder blokeringer i kroppen fra tidligere modstridende erfaringer eller nedarvede traumer, vil de kunne forhindre os i at opnå det, vi drømmer om. Krop og sind hænger uløseligt sammen.

I mit liv har jeg gennemgået en del store forandringer. Lidt frem, lidt tilbage og så fremad igen. Hver gang har jeg fået noget meget værdifuldt med mig. Kriser kan føre til styrke og højere bevidsthed. Det kræver dog, at vi går igennem mørket. At vi ser indad og at vi tør være ærlige. Uanset hvor grimt det ser ud og hvor pinagtigt, det føles. Det vi ikke tør se på, kan skabe blokeringer, som holder os fastlåst i gamle mønstre, som ikke gør os godt. Når vi tager ansvar for det, der viser sig, har vi muligheden for at frigøre os selv.

Når vi skal opdage os selv, kræver det ofte, at vi først finder ro i krop og sind. At vi bliver mødt som dem, vi er. Med åbenhed og rummelighed. Det kræver, at vi lader alt det gamle og undertrykte komme til overfladen, så vi kan være med det, lære fra det og give slip eller integrere det i os selv på en helt ny måde. Det kan være en livslang rejse.

Gennem de sidste mange år har jeg fået koblet teori på de erfaringer, jeg har fået fra min egen udviklingsrejse. Jeg har taget kurser og uddannelser indenfor NLP, kostvejledning, kranio-sakral terapi, Reiki, anatomi og fysiologi samt positiv psykologi. Derudover har jeg arbejdet med andre menneskers udvikling, både via kranio-sakral terapi, kostvejledning, fysisk træning og samtale. Det er en kæmpe fornøjelse at kunne være med til at sætte gang i en positiv forandring hos andre mennesker.